Cavy Cats
Udover mit rotteopdræt har jeg desuden marsvineopdrættet Cavy Cats, som er registreret i DMK. Jeg opdrætter texel, merino, sheltie og coronet og har i øjeblikket dyr til salg på ovenstående link.
Marsvinebilleder

Søndag d. 21/1-07 blev der født to hununger, begge vil være tilsalg

Paris, Troja og Penelope
Tirsdag d. 8 Juni 2004 købte jeg et ørkenrottepar. Siden er den første hun skiftet ud med med to andre, men Paris er stadig den samme, og er efterhånden 2 år.
Penelope fødte 3 piger d. 27 Maj, og Troja fødte ligeledes 3 unger d. 10 Juni.
Så har Troja igen født 5 unger, 4 drenge og 1 pige, jeg tror dog de fleste af dem er dove denne gang.

Galleri

Mini
Dette er min kat Mini. Måske ikke verdens bedste navn, men det kommer af, at hun var den mindste af killingerne. Og den eneste hun. Hun havde tre brødre, som desværre alle er døde nu. Mini er født under min seng, hjemme hos mine forældre, for 12 år siden. Jeg sov med hende i armen hver nat, og var bundulykkelig hvis hun en sjælden gang ikke var kommet hjem en aften og havde svært ved at falde i søvn, hvis ikke hun var der.

Den første gang hun blev væk om aftenen fik jeg slet ikke sovet. Hun var omkring 2 år på det tidspunkt. Jeg lå på sofaen og græd. Næste morgen var hun stadig ikke kommet hjem og vi fik udsendt en efterlysning i radioen. Om eftermiddagen ringede Falck fra den nærliggende lidt større by, at en Taxa-chauffør havde indleveret en kat, som svarede til Mini's signalement. Den havde siddet i hans bagagerum hele vejen fra den by vi boede i. Så vi kunne hente hende på Falckstationen.

Mini's opførsel i dag er meget præget af den måde jeg opdragede hende på. Hvis man tager hende op på skøde, nøjes hun ikke bare med at sidde der. Hun skal helst helt op i ansigtet på en, med en pote på hver side af ens hals og så gnide kinder.

Mini's mor er en gårdkat, som vi fik af min onkel og hendes far er en vildkat.

Jeg kunne desværre ikke have Mini med, da jeg flyttede til Aalborg, idet det ikke var tilladt at have dyr større end en kanin i lejligheden. Hun blev derfor boende i mine forældres hus. Hun havde nok heller ikke kunne affinde sig med en lejlighed, da hun er meget en udekat.

Mini fik to killinger i foråret 2003, dog begge dødfødte, højst sandsynligt på grund af hendes høje alder. Mini strejfer en del, når vejret er varmt, og det er ikke altid hun er hjemme til at få sin p-pille.

Her er Mini med sin mor, Pjevs. Pjevs er kun et år ældre end Mini, men i modsætning til Mini, sover hun det meste af dagen. Skal hun ud, stopper hun altid i vinduet først, for at finde ud af, hvordan vejret er. Er det dårligt, ryster hun poterne og bliver enig med sig selv om, at kattebakken vist godt kan bruges idag.

Mini forsvandt desværre en dag sidste år (2004) og har ikke været set siden, så jeg antager at hun nu desværre er død.

Hendes mor fik ligeledes en kræftknude der gik betændelse i, og måtte aflives, 13 år gammel.

Emil
Emil kom til for godt 4-5 år siden. Mine forældre har altid køkkenvinduet til at stå åbent om natten, så Mini og Pjevs kan komme ud og ind. En morgen da min far stod lå Emil i en lænestol i stuen. Han blev meget hurtigt jaget ud, men næste morgen var han der igen. Igen blev han jaget ud, og det samme gentog sig. Dette stod på i nogle uger, men da der tilsyneladende ikke var nogen der manglede ham, bestemte vi os for at lade ham blive. I starten var han ikke til at komme i nærheden af, men nu er han en utrolig dejlig, kælen kat. Han er en stor, tyk hankat, med en dejlig vamset pels.

Da han kom, havde han problemer med øremider, hvilket resulterede i store blodige sår på bagsiden af begge ører, når han kløede dem. Men efter lang tids behandling forsvandt de.

Emil gør stort set ikke andet end at sove og æde. Og har han spist den mad der er i hans egen skål, går han ned til naboen. Her går han også bare ind og ud som det passer ham, og får mad, dog kun når han ikke gider være hjemme hos mine forældre.

Dette er specielt hvis Mini eller Pjevs er i løbetid. Så flygter han meget hurtigt, når de begynder at gøre sig til overfor ham. Kan en kat være bøsse? Emil har i hvert fald ikke den mindste anelse om, hvad han skal gøre ved de to hunkatte, som prøver at vække hans interesse. Og hvad vi ved af, er han ikke steriliseret.

Gizmo
Gizmo er en Papillon hund, som jeg og min broder købte i fællesskab i Januar 1999. Hun er født 17. November 1998. Af samme grund som med Mini har jeg også måtte efterlade Gizmo hos mine forældre.

Gizmo er ikke altid lige smart, hvis hun bliver ophidset giver hun sig til at løbe rundt om spisebordet og forsøger man at fange hende, tager hun gerne en tur mere. Sådan kan hun løbe rundt og rundt i lang tid, til stor fornøjelse for dem der kigger på hende.

Gizmo elsker at køre bil. Helst vil hun sidde hos den der sidder på forsædet og kigge ud af forruden eller med snuden ud af vinduet.

Min mor og Gizmo har et morgenritual. Hver morgen skal Gizmo ligge på skødet af min mor og vågne, mens hun spiser morgenmad. Hun forsøger ikke at tage maden, hun skal bare have lov at ligge der. Ligesom når mennesker lige skal sove ti minutter ekstra. Ved alle andre måltider står hun og tigger.

Gizmo var på en lille udflugt sidst hun var i løbetid. Ved et uheld var hun sluppet ud, og løbet hen til en papillonhan, som boede lidt fra mine forældre. Ejeren af hannen så dem sammen, men kunne ikke nå at stoppe dem.
Først troede mine forældre, at hun var falsk drægtig, da hun ikke rigtig blev tykkere. Men Tirsdag d. 13 Juni (2006) fik hun veer, og om aftenen måtte hun afsted til Hjørring Dyrehospital for at få foretaget kejsersnit.
2 store, levende unger kom der ud af det, og både mor og hvalpe har det godt.

Billeder kan ses her

Tonado
Tonado er min hest. Han er en blanding mellem Fuldblod/Oldenborger (hans far) og Trakhener/Holstener (hans mor). Han er efter Mar-Ki (farfar Mago xx, for dem som har interesse for dressurheste).

Jeg har redet det meste af livet, og på rideskole siden jeg var 11. Min første hest, Lucas, fik jeg, da jeg var 12. Han var rideskolehest, dog ikke af den kedelige slags, han var blød i munden og kunne stort set styres med benene. Han var utrolig god til pony-games (desværre var han en hest, 153 i stg.) og dressur-programmer lærte han hurtigt udenad. Lucas er en af de klogeste heste, jeg nogensinde har mødt.

Desværre var han ikke ret stor, han var halvt traver og gjorde alt hvad man bad ham om. Det blev hurtigt tydeligt, at han ikke ville komme ret langt på en dressur-bane og jeg begyndte at mangle udfordring. Derfor købte jeg i 1998 Tonado. Han var på det tidspunkt 4 år gammel, og havde stort set ikke haft en rytter på ryggen. Men han var en dejlig hest, i mine øjne den smukkeste hest jeg nogensinde har set.

Min ridelærer på det tidspunkt lovede at hjælpe med at tilride ham, og hun var jo uddannet berider, så hun burde jo vide, hvad hun gjorde. Jeg blev alt for sent klogere. Blandt andet var måden han skulle lære at galopere på, at hun løb efter ham med en pisk, samtidig med jeg sad på ryggen af ham med en pisk. Hun ville simpelthen knække ham. Men Tonado lod sig ikke knække. Han strittede mere og mere imod den hårde behandling. En dag slog det simpelthen klik. Han stak af med mig, fuldstændig ude af kontrol og løb som en vanvittig, til fare for både sig selv og alle de andre i ridehuset. Min ridelærers råd lød på at ride ham ind i barrieren. Som sagt så gjort. Men Tonado var ikke dum. Han rettede op i sidste øjeblik og barrieren tog i stedet mit knæ. Men det var nok til at få ham til at sætte farten så meget ned, at jeg kunne standse ham. På trods at den ufattelige smerte, jeg havde i knæet, fortsatte timen. Da jeg senere fik det undersøgt på sygehuset, viste det sig, at knæskallen var blevet slået løs, og jeg måtte gå med krykker og benskinne. Herefter stoppede jeg til undervisning. Jeg ville ikke mere. Alt, hvad hun havde gjort ved Tonado, var fuldstændig forkert.

Jeg begyndte herefter at ride for mig selv, forsøgte så godt jeg kunne, at vinde Tonados tillid igen. Men skaden var sket. Hver gang jeg satte mig op på ham, spændte han i alle muskler og gang på gang stak han af med mig. Da han også begyndte at smide mig af, blev det tydeligt, at han havde ondt, ikke kun psykisk, men også fysisk. Vi forsøgte med både akupunktur, ben-specialister og dyrlæger, men intet hjalp. Han blev mere og mere vanvittig, bed efter hende der kom med foder, travede frem og tilbage i sin boks og sparkede på boksdøren. Mine forældre begyndte at tale om, at få ham aflivet. Men jeg nægtede at give op. Der var en sidste chance.

Jeg kendte en mand, som arbejde med heste. Han havde tidligere haft min mors pony i ridning. Hans navn er Ebbe Bo Jørgensen. Hestehvisker. Så jeg kontaktede min lokale dyrlæge, og foreslog, at vi skulle lade Ebbe komme og kigge på ham. Derefter kontaktede jeg Ebbe, og vi aftalte en dag han skulle komme.

Ebbe prøvede at ride Tonado, og kunne med det samme se, at den var helt gal. Dyrlægen sagde til Ebbe, at hvis han ikke kunne hjælpe Tonado, så forstod han det godt, og han var villig til at skrive "attesten" med det samme, den der skulle afleveres til forsikringen, når han var blevet aflivet.

Heldigvis for Tonado var Ebbe heller ikke parat til at opgive. Det blev aftalt, at Tonado skulle i ridning hos Ebbe og så ville han se hvad han kunne gøre.

Jeg havde jævnligt kontakt med Ebbe, som fortalte, at det faktisk, på trods af alle odds, gik fremad. Efter to måneder havde Ebbe et uge-kursus, som han spurgte, om jeg ville med på, så jeg selv kunne få lov at arbejde lidt med, efter Ebbes metoder.

Da jeg den første dag stod med Tonado i køreselen, græd jeg. Det var en helt anden hest. Da han travede rundt om mig, glad og afslappet, fuldstændig tryk og adlød mit mindste vink, var en lang og hård kamp endelig overstået. Jeg havde ikke kun fået min elskede hest tilbage, jeg havde også fået en ven. Min dejlige, trofaste Tonado.

Jeg vil altid være Ebbe taknemmelig, for det han gjorde for Tonado. Havde han ikke taget Tonado ind og hjulpet ham, havde han ikke levet den dag i dag.

Tonado står stadig hos Ebbe, og er blevet en utrolig venlig og arbejdsglad hest. Han elsker dressur-øvelser, jo svære des bedre. Han bliver endog til tider temmelig overivrig for at få lov til at lave alting på en gang. Jeg har sågar kunne tage ham med ud til stævner og har kunne vise min tidligere ridelærer, at hun tog fejl. Min Tonado er ikke vanvittig. Han har allerede levet længere, end mange af de andre heste, hun skulle forestille at tilride. Måske takket være hans stærke vilje. Han lod sig ikke bare knække og ødelægge. Han forstod at fortælle, at han var utilfreds. Og det gør han stadig i dag, dog knap så voldsomt, men det hjælper til en større forståelse for, hvad det er man gør forkert. Og er der en ting, Tonado, og ikke mindst Ebbe, har lært mig, så er det, at det er ALDRIG hestens skyld.

Pga. økonomien og manglende plads og overskud, er Tonado blevet lånt ud til nogle, der rider og passer ham for mig.